En rundringning til 10 grundejerforeninger rundt om i landet viser, at mange private vejeejere oplever meget stor forskel på service og vedligeholdelse fra kommune til kommune. Fælles for flere af dem er dog utilfredsheden med, at grundejerforeningerne ikke alene har de store udgifter, men også står for at indgå ofte teknisk svære aftaler og kontrakter med entreprenører og ingeniører, når vejene skal vedligeholdes. Det sætter grundejerforeningerne i en vanskelig situation, fordi der mangler fælles regler og viden på området

"Problemet er, at vi har anlagt flere veje i Danmark, end vi har råd til at vedligeholde med de metoder, vi har benyttet hidtil. Derfor må der tænkes nyt, hvis vi ikke skal ende med et stort efterslæb på vedligeholdelse og utilfredse grundejere, der står med store regninger og uoverskuelige tekniske opgaver," siger Søren Larsen, direktør for Grontmij i Danmark.

Citat fra undersøgelsen: Vi har lige fået renoveret vores private fællesveje. Det kostede os ca. 3 millioner kr., så hver parcel har betalt 8-10.000 kr. Vi opfinder den dybe tallerken hver gang, fordi der ikke er nogen standarder. Vi sidder ikke med den ekspertise, der skal til. Vi risikerer at træffe forkerte beslutninger, fordi vi ikke har den rette viden. 

Nogle vejejere har rigtig dårlige oplevelser med reparationer. En fortæller fx, at flere vandlåse og kloakriste blev dækket med asfalt i forbindelse med en reparation. Vejejerne måtte derfor have fat i vandværket for at finde dem, så de kunne blive åbnet igen. Det krævede bl.a., at der blev lukket for vandet.
 
"Oplevelser som disse, er ikke en god oplevelse for grundejerne. Alligevel er mange grundejerforeninger ikke modstandere af, at de skal til at eje deres veje. Men foreningerne føler sig ofte ladt i stikken og uden mulighed for at få hjælp, når de skal overtage ansvaret. Problemet er både at få et overblik over udgifterne, og at forstå de tekniske udfordringer, der følger med," siger Søren Larsen.

Citat fra undersøgelsen: Det er fair nok, at man selv skal vedligeholde private fællesveje, hvis det har været sådan, lige siden huset blev købt. Der er jo også mange steder, hvor man skal betale for snerydning. Og her har kommunen spillet med åbne kort fra starten, og det har jeg ingen problemer med. Men jeg har problemer med, at kommunen tager en gammel vej og ændrer den til privat fællesvej – det er bondefangeri.
 
"Det må være et krav til kommunerne, at de ikke bare slipper ansvaret fuldstændig for de veje, der bliver privatiseret. De skal aflevere vejene i god stand og hjælpe borgerne med at løse opgaven. En ordentlig dialog med borgerne om deres veje vil også gøre det muligt at tage fat på de svære spørgsmål. Det kan være lukning af mindre befærdede veje, eller omdanne dem til grusveje, for at få råd til at vedligeholde det resterende vejnet", siger Søren Larsen.
 
Løsningen på disse opgaver behøver faktisk ikke at være så kompliceret.

"Det kræver, at kommunerne tager ansvaret for et langvarigt udbud om vedligeholdelse af både offentlige og private veje i kommunen. Det giver stordriftsfordele med lave priser og større garanti for godt arbejde, og det gør livet betydeligt lettere - og billigere - for de enkelte grundejerforeninger i kommunen", siger Søren Larsen. 

En mulighed er fx, at kommunen – eller en række kommuner i fælleskab – hjælper de lokale grundejerforeninger med, at de får oprettet et fælles vedligeholdelsesselskab, der kan sikre gode priser og den nødvendige tekniske indsigt.

"Samtidig skaber vi det nødvendige økonomiske rum for at vedligeholde vores veje. For selv om vejene ikke har stemmer som børneinstitutioner eller ældreområdet, så er de en vigtig forudsætning for, at vi kan opretholde vores velfærd", siger Søren Larsen.