Store udfordringer
Der er store udfordringer i projektet. Specielt pladsforholdene er en meget begrænsende faktor. Det eksisterende renseanlæg skal afgive halvdelen af det nuværende areal til 700 nye parkeringspladser. Det betyder, at der skal vælges et meget kompakt renseanlæg, der skal kunne placeres inden for de eksisterende bygningskonstruktioner.
”Men den største udfordring bliver, at det eksisterende renseanlæg skal være i drift i hele anlægsperioden. Så det er et rigtig spændende og udfordrende projekt” siger afdelingschef Klaus Rosendal fra Grontmij | Carl Bro.
Klima i fokus
TÅRNBYFORSYNINGs nye renseanlæg bliver væsentligt mere energieffektivt end det nuværende, og tilmed vil det være CO2-neutralt, fordi den producerede biogas fra slambehandlingen vil blive udnyttet effektivt til el- og varmeproduktion. Renseanlægget vil ligeledes være klimasikret til at modstå fremtidige klimaændringer.
”På det nye kompakte renseanlæg er der 0-tolerance med hensyn til støj- og lugtforurening i området. Støjproblemet begrænser vi ved at overdække renseprocessen, og luften renses ved recirkulation i renseprocesserne, før det via et filter udledes i nærområdet.” udtaler chefrådgiver Michael Hjorteberg fra Grontmij | Carl Bro, og fortsætter:
”Som et led i planlægningen af de nye renseanlæg, kigger vi også på kloaksystemet i oplandet, så kloaksystemet og renseanlægget bliver rustet til at modstå fremtidig styrtregn og havvandsstigninger på 1-2 meter som følge af klimaændringerne.”
Ny viden
Den nye kompakte renseproces vil danne baggrund for viden om de nye biofilteranlæg, som kræver mindre plads, og som også kan bruges andre steder, hvor det er nødvendigt at udbygge det eksisterende renseanlæg uden at udvide anlægsarealet.
Ydermere vil slambehandlingen kunne give viden om nye processer i rådnetankene, som kan sikre mest mulig biogasproduktion, og mindst mulig kvælstof retur til den biologiske renseproces.
TÅRNBYFORSYNING Spildevand kan blandt andet modtage glykol, som i vinterperioden bruges til af-isning af fly, fra Københavns Lufthavn. Derfor skal Grontmij | Carl Bro undersøge behandlingsmetoder i vandbehandlings- og slamafsnit, og den nye viden vil kunne bruges til at rådgive andre lufthavne.
Anlægsarbejdet for renseanlægget forventes afsluttet senest 31. december 2012.
Kontaktinformation:
Klaus Rosendal, afdelingschef, Grontmij | Carl Bro, tlf.: 43 48 66 45, e-mail klaus.rosendal@grontmij-carlbro.dk
Michael Hjorteberg, chefrådgiver, Grontmij | Carl Bro, tlf.: 43 48 63 09, e-mail michael.hjorteberg@grontmij-carlbro.dk
Lasse Bjerre Sørensen, pressechef, Grontmij | Carl Bro, tlf.:27 23 69 61, e-mail Lasse.Bjerre@grontmij-carlbro.dk